Illustration af  varmedunk, som holdes mod en mave med kramper - Libresse

Endometriose har mange symptomer. Her ser vi på endometriose behandling og endometriose smerter og forsøger at gøre livet lettere for dem, der er ramt af sygdommen.

Når menstruationssmerterne går fra almindelige menstruationssmerter til smerter, der slår dig helt omkuld, kan det være, at du har sygdommen endometriose. De mest almindelige endometriose symptomer er nemlig smerter før og efter menstruationen – og her taler vi smerter, som er så kraftige, at man kaster op, besvimer og er slået ud i flere dage.

Endometriose symptomer

Der findes flere forskellige symptomer på endometriose, og det er forskelligt, hvilke man får. Det er heller ikke sikkert, man får symptomer. Der er faktisk nogle, som slet ikke lægger mærke til sygdommen. Men de, som mærker dem, får dem ofte i anfald, og de bliver værre med jævne mellemrum. Endometriose hos en enkelt person opfører sig heller ikke altid ens. Man kan gå fra at have symptomer nogle dage om måneden til at have dem i flere måneder i træk. Listen over symptomer er ret lang, og det er vigtigt at huske, at man kan opleve en del af dem uden at have endometriose.

De mest almindelige symptomer ved endometriose:

  • kraftige smerter før og/eller under menstruation
  • smerte ved ægløsning eller på andre tidspunkter mellem menstruationer
  • smerte på trods af at man tager smertestillende håndkøbsmedicin
  • kraftige og lange og/eller uregelmæssige menstruationer
  • smerter når man tisser eller har afføring
  • smerter langt ind i skeden og i maven ved samleje i skeden
  • symptomer der minder om blærebetændelse
  • symptomer der minder om irritabel tyktarm
  • blod i urin eller afføring når du har menstruation
  • at føle sig syg, træt, utilpas og have feber
  • svært ved at blive gravid

Hvornår får man det?

Man regner med, at omkring 6-10 % af alle personer, som har menstruation har sygdommen, hvilket svarer til omkring 136.000 personer i Danmark. Af dem er mindst 10 % teenagere. Det er ofte her, endometriose viser sig – en del får symptomer, første gang de har deres menstruation, for andre kommer det gradvist med årene. Efter overgangsalderen plejer endometriose at forsvinde, men nogle gange fortsætter smerterne.

Endometriose smerter – hvor ofte og hvor meget?

Det er som sagt forskelligt, hvor meget man mærker til sin endometriose. Nogle er slet ikke berørt, mens andre oplever store smerter. Hvis man har meget ondt, behøver det heller ikke betyde, at man har meget livmoderslimhinde uden for livmoderen. Små cyster kan være mindst lige så smertefulde og alvorlige som de større sammenvækster.

Diagnosen

Hvis man har mistanke om, at det er endometriose, skal man kontakte lægen og få en henvisning til en gynækolog med henblik på endometriose behandling. Her foretages både en gynækologisk undersøgelse og en ultralydsundersøgelse. Nogle gange er man også nødt til at anvende kikkertkirurgi, hvor man også kan fjerne den endometriose, man støder på. Det er godt at vide, at det kan tage ret lang tid at få stillet den rette diagnose, hvis du har endometriose. Endometriose smerter forveksles tit med almindelige menstruationssmerter, blærebetændelse eller irritabel tyktarm, men slå i bordet, og søg læge igen (og bed eventuelt om at se en anden læge), hvis du ikke får det bedre af behandlingen.

Sådan behandler man endometriose

Når det er slået fast, at der er tale om endometriose, vil man ofte behandle symptomerne og smerten, så de lindres eller forsvinder. Der findes nemlig endnu ingen medicin mod selve sygdommen. Behandlingen varierer, men man arbejder med smertelindring, hormonbehandling og, hvis det ikke hjælper, operation. Smertelindring indebærer, præcis som det lyder, medicin som fjerner smerterne, enten i håndkøb eller på recept. Målet med hormonbehandling er, at man stopper ægløsningen og menstruationen – så man ikke får menstruation og problemer på grund af den. Eftersom endometriose forværres af hormonet østrogen (hvilket vi jo har i kroppen i forskellige mængder i løbet af menstruationscyklussen, anvender man ofte p-piller. Både kombinerede p-piller (som indeholder både østrogen og gestagen) eller lægemidler, som kun indeholder gestagen eller GnRH-analoger (som fjerner næsten hele østrogenproduktionen i livmoderen og giver samme symptomer, som hvis du var i overgangsalderen). Når vi har med hormoner at gøre, er der forskellige måder, der fungerer forskelligt for forskellige personer. Det er meget individuelt, hvordan man reagerer på forskellige hormoner.

Du kan få støtte!

Hvis du kan genkende symptomerne, er i gang med udredning for mistanke om endometriose eller har fået diagnosen, er der støtte at få. Du kan for eksempel henvende dig til Endometriose Foreningen, og få råd, støtte eller mere viden.