Kan man udskyde sin menstruation?
Lad os være helt ærlige, kroppen kan være dårlig til det der med timing … så nu vil du gerne vide, om du kan udskyde din menstruation?
Selvom kroppen er meget smart og god til en masse, så har den det med at vælge de uheldige tidspunkter … Selvfølgelig kommer menstruationen på klasseturen, eller når du skal på badeferie … du ved, sådan heeeelt perfekt dårlig timing. Men at stoppe menstruationen, eller i hvert fald udskyde den, er faktisk muligt.
Hvordan udskyder jeg min menstruation?
Godt spørgsmål! Eftersom menstruationen afhænger af hormonerne (dette gennemgår vi grundigt, når vi kommer til menstruationscyklussen), så er det hormoner, man må ty til for at udskyde den. Der er to måder at gøre det på – vi begynder med p-piller.
Forsinket menstruation med p-piller
Hvis du bruger kombinerede p-piller, kan du forsinke din menstruation med p-piller ved at tage to pakker efter hinanden, men springe over sukkerpillerne (dvs. dem, du spiser, når du skal have din menstruation). Så når du har taget alle piller med hormoner i første pakke, fortsætter du med at tage hormonpillerne fra næste pakke. Fra start til slut. Så får du først menstruation, når du går i gang med en ny pakke og spiser sukkerpillerne heri. Men inden du gør det, skal du spørge din læge eller gynækolog, om det er okay at gøre med den type p-piller, du tager.
Andre piller kan forsinke menstruationen
Hvis du ikke tager p-piller, men alligevel gerne vil udskyde din menstruation, findes der anden receptpligtig medicin, som kan gøre det. Tal med din læge, så du kan få en recept på medicin, der kan udskyde din menstruation, når timingen er dårlig.
Udskyd menstruationen på naturlig vis
Det ville være rart, hvis man kunne udskyde menstruationen helt naturligt. Men det er lidt kompliceret. Kroppen har sin menstruationscyklus, og hvis man ikke tilføjer hormoner, så kommer menstruationen, når kroppen synes. Der findes dog forskellige ting, man kan prøve for at gøre menstruationen så let og kort som muligt: træn regelmæssigt – så slapper musklerne omkring livmoderen af, hvilket gør menstruationen mindre kraftig. Der findes også urtete, som baldrian og kamille eller hindbær- og nældebladste, som ser ud til gøre menstruationen mindre kraftig. Det kan dog være en god idé at tale med lægen, inden du giver dig i kast med de alternative urtemetoder. Man kan også gøre en menstruation, der allerede er i gang, mindre kraftig ved at tage smertestillende fra håndkøb (følg doseringen på pakken!). Det mindsker hævelsen af livmodervæggene, hvilket gør, at blødningen (og eventuelle menstruationssmerter) bliver mindre.
Er du nødt til at udskyde din menstruation?
Det er helt fint at udskyde din menstruation en gang imellem, men du skal huske på, at din menstruation er naturlig, og selvom den kan være irriterende, er den et tegn på, at din krop fungerer, som den skal. Hvis du fjerner den helt i en længere periode, risikerer du, at du ikke lægger mærke til, hvis den forsvinder af sig selv. Det kan den gøre, hvis man for eksempel træner for hårdt og ikke spiser nok, eller hvis kroppen af andre årsager ikke har det, som den burde have det. Så forsøg at blive ven med din menstruation, og udsæt den ikke unødigt. Hvis du for eksempel skal på badeferie, skal du huske på, at man sagtens kan bade, når man har menstruation, hvis man bruger den korrekte menstruationsbeskyttelse.