Alt om fertilitetsbehandling

For de fleste mennesker betyder fertilitetsbehandling én ting: IVF (in vitro eller kunstig befrugtning). Men det omfatter faktisk en lang række procedurer omkring det at få et barn. Det kan være behandling for par, som ikke har været i stand til at undfange, behandling for at forhindre overførsel af genetiske tilstande, eller behandling for at bevare frugtbarheden for en person, som er transkønnet.

De kan have forsøgt at blive forældre i lang tid uden held. Så når det virker, kan fertilitetsbehandling tit føles som et mirakel.

Lige nu har mange mennesker rundt om i verden været nødt til at sætte deres planer på pause på grund af offentlige retningslinjer vedrørende social afstand. Fertilitetsbehandlinger kræver hyppige besøg hos en specialist – ting som ultralydsscanning og monitorering – så risikoen for eksponering for andre mennesker er meget højere.

Det kan være svært at acceptere i betragtning af fertilitetsbehandlings generelle uforudsigelighed i bedre tider, især hvis du allerede har været igennem en lang og svær proces.

Kunstig befrugtning (IVF)

Den mest kendte type fertilitetsbehandling er IVF. Denne proces involverer befrugtning af et æg uden for kroppen, som efterfølgende implanteres i livmoderen. Det første barn undfanget ved kunstig befrugtning blev født i 1978. Siden da er mere end 8 millioner børn blevet født ved hjælp af denne behandling [1].

IVF kan udføres med en kvindes egne æg eller et doneret æg. I nogle tilfælde har kvinder fået nedfrosset deres egne æg for at bruge dem senere til IVF. For lesbiske par skal der også bruges en sæddonor.

Succesen af IVF varierer fra kvinde til kvinde og påvirkes af deres individuelle situation og alder. Det bliver generelt sværere, jo ældre du er. For kvinder under 35, som bruger deres eget æg, er der en chance for 3 ud af 10 for, at det vil føre til et barn, mens det for kvinder over 44 er 1 ud af 50[2].

Disse odds kan være frustrerende. En kvinde delte sin historie med fire FET-forsøg (behandling med fryseæg). “Det tog næsten 18 måneder med det ene mislykkede forsøg efter det andet, inden jeg fik en rigtig diagnose: uforklaret infertilitet.”

Fordi chancen for at få et barn vha. IVF er forholdsvis lille, ender kvinder tit med at gennemgå mange runder af dyr og fysisk krævende behandling. Det gør det til en utroligt stressende proces både for dem selv og deres partner.

IVF kan også være en ensom oplevelse. Som Michelle Obama fortalte om sin egen kamp for at blive gravid, “Vi sidder med vores egen smerte og føler, at vi på en eller anden måde er forkert. Det er en af grundene til, at jeg mener, at det er vigtigt at tale om det. Jeg tror, at det værste vi gør mod hinanden som kvinder, er ikke at dele sandheden om vores krop, og hvordan den fungerer og ikke fungerer.” [3]

Selv om fertilitetsbehandling har hjulpet millioner af børn til verden, er der stadig et stigma omkring det. Kvinder kan føle, at de får skylden for ikke at være i stand til at blive gravid ad naturlig vej. Eller at det ikke er godt at blive gravid vha. fertilitetsbehandling, fordi det ikke er naturligt.

Som en følge af disse usande (og uvenlige) meninger føler nogle kvinder, at de ikke er gode nok. De føler, at de ikke har været i stand til at opfylde deres mest grundlæggende biologiske funktion. Og hvis de så får fertilitetsbehandling, føler de, at de har handlet imod naturen.

Muligheden for at blive forælder burde være åben for alle. Selvom regler om social afstand sætter mange kvinders fertilitetsbehandlinger på pause, er vi stadig heldige at leve i en verden, hvor medicinske fremskridt giver kvinder chancen for at få børn. Det bør vi fejre i stedet for at stigmatisere det.

Hvis du gennemgår, eller har gennemgået, fertilitetsbehandling og ønsker at dele dine tanker og følelser om det, kan du gøre det på #wombstories.

[Referencer]